AHA – så problemerne i gruppen var slet ikke der, hvor jeg troede
Jeg kan godt lide modeller, der giver mig nye perspektiver på ting! Og min nye yndlingsmodel er den herunder, udviklet af CEO af LeaderFactory Timothy R. Clark.
Den viser fire trin af psykologisk tryghed i grupper. De fire trin handler helt kort om trygt at 1) være, 2) lære, 3) bidrage og 4) udfordre status quo. Modellen viser, hvordan der på hvert trin er brug for mere respekt mellem gruppemedlemmerne og at der på hvert trin gives en større tilladelse til og et større ansvar for at handle (af ledelsen og/eller de andre gruppemedlemmer).
I sin bog ”4 Stages of Psychological Safety” beskriver Timothy R. Clark hvert trin og kommer med eksempler på, hvilke handlinger, som skaber tryghed på områderne og hvilke, der skaber frygt på områderne.
Læs mere om bogen og de fire trin her: https://www.leaderfactor.com/4-stages-of-psychological-safety
Psykologisk tryghed er noget, der hele tiden skal arbejdes med og alle grupper vil løbende have små eller større konflikter, hvor handlinger kan skabe tryghed eller utryghed.
Som udgangspunkt kiggede jeg på modellen og synes, jeg let kunne placere, hvilken form for tryghed, der har haltet i konflikter og problemer, jeg har oplevet i grupper enten på arbejdspladser eller andre steder.
Men det overraskende (for mig) var, at jo mere jeg tænkte på konflikterne, jo længere flyttede konflikterne sig ned af trinnene:
- Manglende vidensdeling handlede måske nok om, at der ikke var bidragstryghed og manglede klare rammer for, hvordan vidensdeling skulle gives og modtages. MEN det handlede måske også om manglende fællesskabstryghed, da nogle mente, at deres opgaver var vigtigere end andres.
- Når nogle aldrig bød ind med forslag til eller syn på et emne, handlede det måske ikke kun om trygheden eller frygten for at bidrage, MEN også frygten for at ens bidrag helt blev ignoreret af fællesskabet.
- At blive mødt med ”sådan har vi altid gjort” handlede nok om manglende tryghed til at udfordre det eksisterende, MEN måske først og fremmest om at det ikke var trygt at skulle lære nyt.
Det har givet mig en forståelse for, at jeg i gruppesammenhænge har været irriteret på ting, der nok slet ikke var det egentlige problem. Og givet mit et nyt syn på, hvor vigtig det er, at der er grundlæggende tryghed i at være en del af fællesskabet og at det er trygt kunne lære nyt – og hvor svært det kan være (og har været for mig), at være med til at skabe den tryghed og hele tiden arbejde med den.
